onsdag den 4. september 2013

Tiden flyver afsted

Der er gået næsten to måneder, og det betyder, at 1/3 af tiden her på Grønland er gået, og dét er ufatteligt! Men der sker så meget, og jeg nyder det i stor stil, så det er ikke noget at sige til, at tiden flyver af sted.

Lige for tiden er der også rigeligt at se til på arbejdet. I de først dage af september har vi været fuldt bookede, og generelt er vi rimelig booket, så dvs. der er mange værelser, som skal rengøres, mange gæster som checker ind og ud og travlt i køkkenet, da der også kommer mange udefra og spiser. Derudover går vi en tid i møde, hvor der er mange kursuser, Mia er taget på ferie i 6 uger, og Johannes tager af sted om 3 uger, hvor han skal holde 3 ugers ferie. Der bliver altså nok at se til, men der kommer et afløserpar op, faktisk to tidligere assistenter, som skal hjælpe lidt til, mens Mia og Johannes er på ferie. Men mon ikke vi nok skal klare det :-) Ved siden af arbejdet sker der også lidt af hvert. For nogle uger siden fyldte havnen 20 år, og det skulle da fejres med en havnefest. Der var både kage (som var væk, da vi kom), gratis tatoveringer, kopper, flag samt balloner - og senere på aften var der musik. Og når der er fest, så er der fest! Vi kunne høre musikken fra sømandshjemmet, så der var sikkert godt gang i den.
Havnens 20 års jubilæum.
Laura, Bettina og jeg med vores gratis ting.
I den seneste periode har "stjerner" ofte været et samtaleemne. Vi har bl.a. haft besøg af en stjerne fra Sverige. Én eventyrer som lever af at være eventyrer. Mia kendte ham og havde endda skrevet på hans facebook væg, at han var velkommen ind på Sømandshjemmet til en kop kaffe. Jeg så også nogle af dem komme ind på sømandshjemmet, men jeg anede ikke, hvem de var, og Mia var desværre ikke hjemme, da de kom ind. Derudover har vi haft besøg af Allegra Hammond, som er Grønlands landsstyrerformand (det svarer til den samme status som Helle Thorning har). Derudover er Sømandshjemmet ved at blive opgraderet til 3-stjerner - ikke så ringe endda. Vi havde et døgns tid besøg af et krydstogtskib Hanseatic, et 5-stjernet krydstogtskib. Johannes, Noomi, Laura og jeg gik ned for at høre, om det var muligt med en rundvisning. Og efter en halv times venten i blæsvejr, fik vi lov at komme ombord. Dog skulle vi give vores pas, mens vi fik en rundvisning, og det blev nævnt i højtaleren, at der var fire gæster ombord. Vi fik en fin rundvisning, og vores guide gik meget op i at fortælle, hvor dyrt og hvor luksus det hele var. Det var da meget lækkert, men vi var overraskede over, at det var 5-stjernet. Og da vi kom hjem, undersøgte vi prisen, som var 133.000 kr. for 26 dage for én person. Og hvis man ønskede en suite med egen buttler, var det endnu dyrere. Men ca. 5.000 pr. dag er en god sjat penge. Især fordi vi tjekkede verdens største krydstogtskib ud på nettet, og det kostede den lette sum af ca. 2.300 pr. dag. Men vi har også haft besøg af andre fine "både". Vi har haft besøg af en luksusyacht til 700.000 om ugen og endda én til 1 mio. om ugen. Ja, ja der er nogen, der kan. Vi andre nøjes blot med Johannes jolle :)

Det 5-stjernede krydstogtskib Hanseatic
Billedtagning i blæsevejr
Johannes, Noomi, Laura og jeg inde på Hanseatic

Og været ude og sejle har jeg selvfølgelig også været siden sidst. Jeg var en dag ude at sejle med Johannes, Magnus og Laura, hvor vi skulle prøve at fange en havkat. Først skulle vi have nogle torsk til havkatten, og Laura var så sej at fange en 4-i-1 fisk. Torsken, hun havde fanget, var nemlig i gang med at spise tre små fisk. Det var Johannes og Magnus, som forsøgte at fange en havkat. Og nøj, hvor de klagede over, at snørren var svær at hale ind, og de var helt sikker på at have fanget en KÆMPE torsk, men da de endelig fik den op, var det blot helt almindelig torsk - mænd, mænd, mænd :) 

En eftermiddag skulle Johannes ud og tage nogle billeder for et rejsebureau, og jeg sagde straks ja til at tage med. Første sted var hvalkirkegården. Vi blev godt nok noget bange for, at den var væk, da vi ikke kunne finde knoglerne, men bare rolig den var der stadig. Vi bandt båden amatørligt fast og gik i land for at tage billeder. Næste sted var ud til en varmkilde, men når nej, så langt kom vi slet ikke, da vi pludselig så hvaler, hvilket vi ikke havde gjort i et godt stykke tid. Vi fulgte først to pukkelhvaler, en mor og en unge - og de var endda oppe at spise. Pludselig ser vi to store hvaler, og budene var rigtig mange på hvilken slags hval, det var. Johannes gættede både på spækhugger, grønlandshval, kaskelothval, vågehval - det eneste, han var sikker på, var, at det i hvert fald ikke var pukkelhvaler. Da vi kom hjem, fandt vi ud af, at det var to finhvaler. Vi slog os et stykke tid ned på en ø, i håb om, at de ville komme tæt på. Det gjorde de desværre ikke, men vi kunne nyde hvalerne på afstand fra den fine ø!
Hvalkirkegården - her ses et hvalhoved på land.

Pukkelhvaler - mor og unge 

Én af de to finhvaler
På udkig efter hvalerne, imens Johannes og jeg opholder os på øen
Som I kan se, var vejret i top den dag, vi var ude at sejle
På én a mine fridage d. 21. august var jeg, Laura, Magnus, Mia og Johannes ude at se nogle franskmænds båd, som er bygget til ture med turister. Vi fik en fin rundvisning, så en masse billeder og fik fortalt en MASSE! Ja han var en stolt ejer! Og da vi kom hjem derfra, gik Laura og jeg i krig med at lave mad. Det er nemlig sådan, at vi assistenter samt Mia og Johannes spiser sammen hver tirsdag aften, hvor vi skiftes til at lave mad. Laura og jeg startede ud med at lave mad, og det blev til kylling med pikant og bacon med tilhørende hjemmelavede kartoffelbåde og rodfrugter samt hjemmelavet dip. Rigtig lækkert, hvis vi selv skulle sige det. Det var meningen, at vi til dessert skulle have et frugtfad med tilhørende chokolade, nemlig fordi jeg vandt et væddemål over Johannes. Vi havde væddet op, hvem der vandt mellem FCM og Brøndby - og selvfølgelig vandt FCM, endda 5-2. Men det eneste frugt der var tilbage i butikken var to ananas og en grape - intet frugtfad til os. Da vi så spiste sammen i går d. 3/9, hvor jeg lavede burger, hvilket var et hit, ja så havde Johannes dessert. Det var desværre intet frugtfad, da frugtmarked er på vej ned af her i Grønland, så det blev til noget lækkert is i stedet - det var også godkendt (:

Det franske skib
I gummibåden på vej tilbage til Sømandshjemmet
En lørdag aften besluttede Laura, Heine og jeg, at vi skulle lave pandekager - og den fik HELE armen! Der var pandekager, bananer, bær, nutella, kaffe og kakao - dækket rigtig fint op med bordkort, menukort, servietter, lys og det hele ude i køkkenet. Super hyggeligt, hvor vi bl.a. fik taget en masse billeder. Dagen efter havde jeg vagt, og en dagvagt om søndagen slutter altid af med gudstjeneste. Efter gudstjenesten gik Laura og jeg i krig med at lave puslespil på 1000 brikker. Vi lavede helt indtil aftensmaden, hvorefter vi spillede Ticket to ride med Mia og Magnus. Efter spillet skulle vi selvfølgelig op til vores puslespil og færdiggøre det store arbejde - og efter møg og besvær med de sidste brikker, ja så KLAREDE vi det! Dog med lidt hjælp fra forskellige gæster, men vi gjorde det!

Lørdag d. 31. august deltog Laura, Mia og jeg i et kvindeløb. Mia gik 2 km sammen med en fra byen, som hedder Rikke. Laura og jeg valgte at løbe 5 km. (Jeg som ikke bryder mig særlig meget om at løbe) Men vi kom ikke sidst, og jeg fik at vide, at vi gjorde det på en god tid. Vi løb 5 km på 33 minutter - og det var med en del bakker. Da alle var kommet i mål, var der udtrækning af præmier. Der var større sandsynlighed for at vinde en gave end ingenting at få. Jeg fik da også en gave, men jeg var den allersidste, så man må sige, at valgmuligheden var stor (;

Laura og jeg til kvindeløb.
Her på billedet har vi under 1 km igen og én af de større bakker venter forude.

Kvindeløb 2013
Alle 101 deltagende kvinder. 
Men ellers går det godt. Jeg har været til endnu et kaffemik, og jeg har fået smagt moskus, som er ret dyrt, men ikke lige min smag. Det samme gælder hvalbøffer - smagen og lugten er ikke god! Mia er som sagt taget til Sverige, hvor hun skal hjælpe sin kræftramte nevø i 3 uger, inden hun skal holde ferie i 3 uger med Johannes. Dog med sine forsinkelser. Pga. strejke af security folk i KBH, blev flyet til DK forsinket. Og der har ellers ikke været flyforsinkelser siden hhv. Lene og Trine (tidligere assistenter) tog hjem. Men ellers er det ved at blive mørkere - meget mørkere siden jeg kom. Og det kan være, der snart kommer stjerner på himlen apropos stjerner (: Og vi har også haft nattefrost op til flere gange - jo, jo vi er på vej mod koldere tider.
Vi går mørkere (og koldere) tider i møde.
Dette er taget for nogle uger siden, og det er blevet mere mørkt sidenhen.
Jeg kan slutte af med at fortælle, at Laura og jeg er blevet administratorer af Sømandshjemmets side på facebook, så gå gerne ind og synes godt om (søg "Aasiaat Sømandshjem"), hvor der løbende vil komme statusser og billeder af hverdagen her på Aasiaat Sømandshjem. 

Takuss (vi ses)

- Malene

Ingen kommentarer:

Send en kommentar